Referat fra Generalforsamling 2018

Referat af ordinær generalforsamling 29.03.18

1. Valg af dirigent og referent.

Formanden, Martin Lyngsted Nielsen, bød velkommen og spurgte Michael Staal om han ville påtage sig hvervet som dirigent. Han accepterede og forsamlingen godkendte valget. Derefter blev Sten Johansen spurgt om han igen ville være referent. Svaret var ja og Sten blev valgt

2. Formandens beretning.

Som sidste år havde formanden skrevet sin beretning ned for ikke at glemme noget.

 

Aktiviteter og løb i 2017

 

  • Nytårs-MTB, Løvdalsvej
  • Spinning i Ör&Sund
  • Trænerkurser
  • Kullentur
  • Søderåsentur
  • Sommercup
  • Sjælsø Rundt – Hygge hos Gitte og Kim
  • Vaetteren Rundt
  • Klubaftener
  • Julehygge-klubaften

 

3. Godkendelse af foreningens regnskab og budget.

Kassereren, Torben Fritzbøger, omdelte kopi af regnskabet/budgettet, der var godkendt af revisoren Michael Staal, og gennemgik derefter regnskabet punkt for punkt.

Karsten Lank stillede spørgsmål ang. Tøjudgifterne for 2017. hertil svarede Torben at der var tale om indkøb til lager, de sidste rester af det gamle teamtøj var nedskrevet samt tilskud til førstegangsindkøb af nyt teamtøj for medlemmerne.

Budgettet for 2018 viser et underskud på kr. 23.800, og det viser at medlemmernes nuværende kontingent ikke kan dække udgifterne, hvis klubben ønsker at bibeholde det nuværende niveau.

Peter Michael Larsen indskød, at underskuddet udhuler egenkapitalen, og det er meget vigtigt at klubben har en buffer, der kan modstå eventuelle uforudsete udgifter. Derfor forstår han ikke at klubben havde sløjfet gode sponsorer, for at få et pænt design på det nye tøj.

Hertil svarede formanden, at klubben absolut ikke havde sløjfet sponsorer, tvært imod. Man har søgt efter nye sponsorer og endda spurgt medlemmerne om de havde ideer til mulige sponsorer; men desværre var der ikke kommet noget ud af anstrengelserne.

Anders Dyngbo fulgte derefter op med at forklare, at vi med det nye tøj var gået fra 2-årig til 3-årige sponsorater, fordi tøjet er af en kvalitet, der ville holde så længe.  Det var forelagt sponsorerne; men kun to sponsorer var villige til binde sig for den forlængede periode. Anders måtte derfor sige farvel til resten af sponsorerne, da han ikke ville acceptere ’gratister’ på tøjet. Derfor er der kun to sponsorer på tøjet, og det har givet et pænere design.

 

Forklaringen var tilfredsstillende og regnskabet og budgettet kunne godkendes uden yderligere kommentarer.

 

4. Behandling af indkomne forslag.

Der var ingen forslag til behandling.

 

5. Fastsættelse af størrelsen af foreningens kontingent. Formanden foreslog at vi skulle sætte kontingentet op, så det kunne dække underskuddet, dvs. at det for 2019 skulle være på kr. 500,-

Kirsten Torp fremførte at udgiften på kr. 29.000 i budgettet til tøj kun ville figurerer i 2018 regnskabet og ikke i regnskaberne for 2019 og 2020, så den nævnte forhøjelse ville skabe overskud i disse år!

Hertil svarede formanden, at fastsættelse af kontingentet er et fast punkt på dagsordenen så der ville muligvis blive grundlag og enighed om at nedsætte kontingentet ved næste generalforsamling.

Kontingentforhøjelsen blev herefter sendt til afstemning.

Et medlem stemte imod, et par medlemmer undlod at stemme; men majoriteten stemte for, og derved er forslaget vedtaget.

 

6. Valg af bestyrelse. På valg var Anders Dyngbo, Pia Larsen, Johanne Winther og Torben Fritzbøger, og alle var rede til genvalg, hvis ingen andre stillede op. Ingen var rede til at stille op, og de nævnte blev enstemmigt genvalgt.

 

7. Valg af revisor. Michael Staal var på genvalg uden modkandidater og blev enstemmigt genvalgt.

 

8. Eventuelt. Der blev stillet spørgsmål om Holdsport, bl.a. om man kan lægge træninger op på holdsport?

Anders Dyngbo svarede at det kun var trænere, der kunne lægge træninger op på Holdsport. Andre skal fortsætte med at bruge Facebook og træningerne bør ikke lægges i de samme tidsrum som de faste træninger.

Kirsten Torp takkede formanden for det store arbejde han lægger i klubben og for hans indstilling til medlemmerne. Hun rettede også en tak til  bestyrelsen.

 

Formanden spurgte om der var flere kommentarer. Og da det ikke var tilfældet takkede han for god ro og orden hvorefter han erklærede generalforsamlingen for afsluttet.

 

 

 

 

 

Formandens beretning 2018

Vi har haft endnu et flot år med som udover faste træninger har budt på en række aktiviteter både med og uden cykel. Jeg vil især fremhæve de faste klubaftener, som jeg er rigtig glad for. Her kan vi mødes med og uden dagsorden og i fællesskab planlægge nye togter, snakke om grej og lir, spille kegler eller bare få en kop kaffe og en småkage.  Og jeg er glad for at vi her i Kegleklubben har fundet en base, hvor vi kan samles om det. Jeg oplever fortsat nye initiativer fra flere kanter, og det er mig en glæde at kunne skubbe tingene videre og ikke bekymre mig om at alt forløber i klubbens ånd.

Træning

I dagligdagen er vores træninger velbesøgte, hvilket jo taler sit eget tydelige sprog. Vi har god bredde på holdene og jeg fornemmer, at alle finder et godt sted at være. Vi får ofte at vide, at vi er rigtig gode til at tage imod nye medlemmer. Alligevel sker det, at nogen kun kommer nogle enkelte gange for derefter at blive væk. Vi forsøger derfor i 2018 med et introforløb, som skal gøre det nemmere for nye at finde sin plads i klubben. Vores kommunikationsplatform har indtil nu primært været Facebook. Det har været stedet hvor vi kunne organisere, invitere og efterfølgende evaluere. Nu prøver vi noget nyt og går over til Holdsport. Gruppen på Facebook består indtil videre til løs snak og impulsive ture. Men vores faste aktiviteter vil være at finde på Holdsport.

Instruktører

Vores instruktørteam tæller nu 12-15 personer, som på hver deres felt byder ind med organisering og inspiration. Dem skylder vi en særlig tak. Det er faktisk sin sag at stille sig midt i flokken og tage ansvar for at alle får en god oplevelse.  Med få undtagelser har instruktørerne gennemgået hele eller dele af DGI´s instruktøruddannelse.  I instruktørteamet er der en løbende dialog, hvor forventninger og ambitioner for holdene afstemmes. Det er i kraft af dette, at vi kan have den flotte bredde på klubbens tilbud. Instruktørerne har ligeledes i fællesskab opstillet et sæt køreregler som vi i klubben forpligter hinanden på. Disse tjener tillige til at signalere til omverdenen, at vi har fokus på klubbens og medlemmernes optræden i trafikken.

Medlemmer

Vores medlemstal begynder at stabilisere sig omkring 150. Vi forlod 2017 i en flok på 142 og i skrivende stund er vi i 2018 139 medlemmer. Det er jeg stolt af. Det er ikke i sig selv er et mål at blive mange, men snarere at dem vi er har det godt og sjovt. Folk i området kender os efterhånden, og vi kan takke os selv for at være gode ambassadører for klubben. Også langt udenfor Snekkersten har vi medlemmer, som melder sig ind og dukker op mere eller mindre fast. Vi har medlemmer som er i midten af 20´erne og vi har et enkelt, som har rundet 80.

Tøj og sponsorer

Arbejdet med teamtøj og sponsoraftaler har i denne omgang været sendt i udvalg. Beslutningen om at skifte til Castelli som leverandør blev godkendt af bestyrelsen og vi havde en forventning om en bedre proces omkring bestilling, betaling og levering end tidligere. Indtil videre er vi nået forbi bestillingsproceduren, som har forløbet fint. Desværre er vi ikke som forventet nået til levering. Det nye tøj skulle være lige om hjørnet, men belært at erfaringer tør jeg ikke love noget fra den kant. Til gengæld kan vi se frem til teamtøj som kvalitetsmæssigt er fra allerøverste hylde. På sponsorsiden har vi lagt en lidt anden strategi end tidligere.  Med 2 store sponsorer på 3 årige aftaler sikrer vi, at tøjdesign kan fortsætte uændret i perioden. Vi havde gerne set flere aftaler, men vi ved forsøget er gjort.

Mod et jubilæum

Team Saaby Cykler blev stiftet 24. juni 2009. Det betyder at vi næste år fylder rundt. Vi har endnu ingen plan for, hvordan vi skal fejre os selv og hinanden, men feste det skal vi.